En gang om året mødes medlemmerne af Finere Mænds Madlavning i haven hos kokken, og giver den gas med friske grøntsager og urter. Temaet skifter fra gang til gang, meget afhængig af hvornår i løbet af sommeren vi mødes.
i 2010 satte vi hinanden stævneen af de sidste dage af august, netop som brombærrene var helt perfekte. Menuen blev præsenteret som følger.
Aftenens menu
- Forsøg: Pizza i rygeovn
- Laks på planke over bål med vilde salater og bagte rødbeder
- Pasta a la vegetara (hjemmelavet pasta med hint af persille og hvidløg i hjemmelavet løvstikkepesto)
- Lammet som blev vild med Martins have
- Brombærdessert
Traditionen tro starter arrangementet med en drink eller et glas vin før vi begiver os i haven og høster.
Vi endte med at bruge over 20 minutter på at samle grønt ind, for ikke at tænke på den halve time vi plukkede (og spiste) brombær. Høsten var til gengæld også god, og vi endte med rigeligt krydderurter til at spice retterne op.
Forsøg: Pizza med trøfler i rygeovn
Første ret blev et rendyrket forsøg, da Martin havde lyst til at teste den rygeovn som fra gammel tid var muret ind i en tilbygning til huset.
På bedste gammeldags maner fik vi tændt et bål og fyret godt opfor varmen, før vi placerede pizzaen på en bagesten over flammehavet. Til traditionel brug af rygeovnen havde flammer naturligvis været no go, men det fungerede fint til at få bagt pizzaen så hurtigt som en pizza altid bør bages.
Det tog ikke mere end 5-6 minutter før pizzaen vare tilstrækkelig bagt til at den blev hevet ud igen.
I eksperimentets ånd blev den bagt på en rugmelsdej som var til overs fra nogle boller bagt dagen før og lidt tilfældige ingredienser som alligevel var i køleskabet. Det er ikke den bedste pizza jeg erindrer, men eksperimentet var en succes i den retning at det tydeligt beviste at rygeovnen vil være fremragende til at bage og stege i.
Playtime is over… Nu går vi i gang med at lave mad.
Laks på planke over bål med vilde salater og bagte rødbeder
Den oprindelige plan var at bage laksen direkte på en planke som have ligget i vand natten over. Vi endte med at ombestemme os, da vi konstaterede at der var en rist tilgængelig som kunne hænge over bålstedet og derved lade laksen optage både strålevarme og røg. Vi brugte lidt over en halv lakseside på som vejede omkring et lille kilo, og det endte med at få over en halv time, hvilket i fisketermer må siges at være langtidstilberedt.
Og så var det i øvrigt heldigt at der til pizzabagningen var indkøbt en pizzaspade med langt skaft.
De friske rødbeder fra haven blev skrællet og bagt i ovn. En tallerken fuld af salater og krydderurter agerede bund, hvorpå de bagte rødbeder og rusikke stykker af bagt laks blev lagt. Det smagte fantastisk, og det gav helt lyst til at tage på fisketur med en lille grill et sted hvor man kan fange vildlaks.
Pasta a la vegetara (hjemmelavet pasta med hint af persille og hvidløg i hjemmelavet løvstikkepesto)
Jeg har et meget ambivalent forhold til hjemmelavet pasta. Det er så let at lave, at flere burde tage tiden til lige at flikke en pastadej sammen noget oftere. Samtidig er der dog en masse kommercielt produceret pasta som smager ganske fremragende, og som basalt set dækker alle behov, selv hvis man er kvalitetsbevidst. Gå efter maksimalt indhold af æg og absolut helst produceret i Italien. Kan du kun få en sørgelig frisk Pastella fra supermarkedet, er en æggebaseret tørpasta klart at foretrække.
Vores pastadej blev lavet på omtrent 100 gram durum hvedemel til hvert æg og dejen blev blandet med et miks af persille og hvidløg vi havde most sammen i en granitmorter. Løvstikkepesto blev lavet i en blender med en god portion olivenolie, men uden parmesan, pinjekerner eller andre nødder.
Efter vi havde vendt den nykogte pasta i pestoen blev der høvlet parmesan ud over.
Lammet som blev vild med Martins have
Lammekoteletter smager herligt, ikke mindst når de tilberedes på grill. Enkelte koteletter på grill, eller en hel lammekrone i sous vide med efterfølgende lyngrill er mine to favoritmetoder når det gælder tilberedning.
Denne dag fik de dog blot en hurtigt bruning på panden og blev efterfølgende tilberedt i varmluftsovn – en klassisk metode, når vi har professionelle kokke med i billedet. Lammekoteletterne blev inden stegning blot krydret med salt og peber.
Tilbehøret kom igen direkte fra haven. Friske kartofler, gulerødder, rødløg og bønner fik hver især et hurtigt opkog (kartoflerne blev “gourmetkogt”), hvorefter de blev endt i lidt smør, som lige var bruset af, men ikke brunet. Super simpelt og en fremragende servering som bestemt ikke kræver sauce.
Brombærdessert
Da vi var midt i brombærsæsonen var det naturligt at lade disse herlige syrlige stenfrugter indgå i desserten. Vi endte med et godt halvt kilo brombær til en varm sauce, og mindst lige så mange måtte lade livet under plukningen.
Desserten bestod af en muffin på en bund af sød brombærsauce med en god klat vanilleflødeskum. Vanille klæder bare flødeskum rigtig godt, og passer i min smag rigtig godt sammen med brombær og blåbær.
Resultatet var ganske lækkert. I retrospekt kunne den hjemmebagte muffin dog godt have været den halve størrelse, efter vi havde været igennem de øvrige retter.